Traditioner

På Kegnæs er det godt at have lidt mønter i lommen, når man skal i kirke –kirke
Der findes ikke en kirkebøsse, som i mange andre kirker, næh – hos os går kirketjeneren rundt med en “klinkpung”, monteret på et langt skaft og med en lille klokke. Under den første salme ved gudstjenester kommer kirketjeneren rundt, og man kan så lægge lidt i, og beløbet der er samlet ind, bliver – een gang om året – givet til velgørende formål.

På Kegnæs har vi også den gamle skik, at børnene nytårsaftensdag, mellem kl. 12.00 og 17.00, går fra hus til hus og ønsker godt nytår.
De enten skyder lidt krudt af, eller synger første vers af ”Vær velkommen herrens år,” de fleste gør dog begge dele, de får så udleveret lidt godter.
Traditionen siger også at når først de er så gamle at de blevet konfirmeret må de ikke gå efter ”godteposer” mere.

3kongerSkikken overtages så af helligtrekonger (eller faktisk førstkommende lørdag), men blot om aftenen fra ca. kl. 20.00. Her skal man være ovre konfirmationen for at deltage. Man går stadig fra hus til hus og ønsker godt nytår, men nu er man forklædt med maske og gammelt tøj, eller måske i mere fantasifulde dragter, så man ikke bliver genkendt. Mange laver også deres stemmer om, for ikke at blive afsløret. Man går kun ind i de huse hvor der er lys over døren, og inviteres så ind i stuen, og får serveret en “skænk” medens værterne forsøger at gætte hvem personen er, – bliver man gættet skal man smide masken, hvis ikke, må værterne gå i uvished til een eller anden røber hvem gæsten var.

Nu er vi så fremme i foråret hvor der er konfirmation i Kegnæs kirke.
Hertil er der også lidt traditioner.
Kirken er den dag stopfuld, for alle ønsker at se skolens elever i deres skrud.

Samtidig giver man de konfirmerede børn i “nabolaget” eller i bekendtskabskredsen et telegram/kort med en pengegave i, hvorefter man i de flestes tilfælde bliver inviteret til efterkonfirmation, hvor traktementet f.eks. kan være boller med pålæg, dertil vin/øl/sodavand og afsluttes med kaffe og småkager.

guld

Guldkonfirmander 2016

Guldkonfirmation fejres altid 2. påskedag, hvor konfirmanderne mødes når der er gået 50 år efter deres konfirmation. Som regel møder man til gudstjeneste og konfirmanderne bliver velsignet ved alteret, akkurat som ved en almindelig konfirmation. Derefter er der som regel hyggeligt samvær med middag, hvor man så kan mindes skoletiden, konfirmationen og berette om tiden der er gået.